FYP er en del af Dansk Psykiatrisk Selskab, DPS, og Børne- og Ungdoms Psykiatrisk Selskab i Danmark, BUP-DK.
DPS og BUP-DK er henholdsvis voksen- og børne- & ungdomspsykiaternes videnskabelige selskaber, som søger at fremme forskellige sundhedsfaglige interesser for de respektive specialer. FYP er således fortsat sammenknyttet for både voksen- og børne- & ungdomspsykiatere. FYP har en bestyrelse bestående af 9 medlemmer, som alle er under uddannelse i enten voksen- eller børne- & ungdomspsykiatri. Bestyrelsen vælges på generalforsamlingen, der finder sted i forbindelse med det årlige FYP seminar i oktober måned.
FYP arbejder for forbedret uddannelse og øget arbejdsglæde blandt yngre psykiatere. Vi ønsker at fremme interesse for specialerne og dermed også rekrutteringen til dem. FYP er repræsenteret i forskellige organer og udvalg – således har vi fingeren på pulsen og er yngre lægers talerør overfor dem, der påvirker, hvor psykiatrien er på vej hen. Derfor har FYP stor relevans for yngre læger.